GUATEMALA BACKSTAGE
af Gaëlle Sévenier, MONSUN, Guatemala, October 2000.
500 mayaindianske familier har i mere end 1 år levet klods
op af landevejen mod Champerico, 200km fra Guatemala City. På
trods af myndighedernes forsøg på at ignorere problemet,
lever familerne stadig i håbet om at få tildelt de jordstykker,
de iflg. fredsaftalerne undertegnet i begyndelsen af 1990`erne, er berettigede
til.
Flænsede plastiktelte, mudder, regn, sult, forurenet drikkevand,
den konstante risiko forbundet med den hæsblæsende trafik
- det er hverdagen for 500 mayaindianske familier, der har slået
sig ned ved landevejen fra Retalhuleu mod Champerico ved Stillehavskysten.
I begyndelsen var der flere end 1600 familier, men efter det første
år har flertallet valgt at give op og er flyttet - ingen ved hvorhen.
Bønderne og deres familier kommer fra alle egne af Guatemala:
San Marcos, Huehuetenago, Quetzaltenango, Suchitepéquez, Totonicapán
osv, osv. De fleste har været flygtninge i Mexico under den 36
år lange borgerkrig. Ved undertegnelse af fredsaftalerne i 1996,
lovede den daværende regering at flygtningene skulle kunne vende
hjem til den jord, de havde forladt. Men løfterne blev aldrig
opfyldt, og pga de faldende kaffepriser, der har medført at de
store plantageejere har opgivet at høste deres kaffe, blev de
hjemvendte "fyrede" fra de kaffeplantager, hvor det var lykkedes
dem at finde beskæftigelse som daglejere.
Siden d. 21 oktober har familierne ikke haft andet valg end at besætte
rabatterne ved landevejen, i håb om at denne aktionsform ville
presse myndighederne til omsider at tage problemet alvorligt. "Bz´erne"
har stiftet organisationen "Mayas sin tierra"- Mayaer uden
Jord - med Gilmar Vallejos Velasquez som generalsekretær. "Vi
har ikke i sinde at være underlagt de, der blot vil forgribe sig
på vores rettigheder, vores jord og udnytte vores arbejdskraft
- Det er sådan de er blevet millionærer!" siger Gilmar.
Generation efter generation har de været bønder, og de
betragter ikke sig selv som lovløse. Til gengaeld forstår
de ikke helt hvorfor myndighederne altid prioriterer "mestizernes"
behov. Iflg. Generalsekretæren drejer familiernes krav sig blot
om adgangen til jord, de kan dyrke, men også om generelle forbedringer
i de små lokalsamfund.
Den guatemaltekiske regering afviser at have økonomiske ressourcer
til at kunne overdrage jord til bønderne. - også selv om
det er en del af fredsaftalerne. Samtidig har den selvsamme regering
tilbudt omfattende erstatninger til de paramilitære PACgrupper,
der under borgerkrigen medvirkede i de massakrer, der kostede omkring
200.000 indianere livet.
Og Gilmar er fortørnet: Myndighederne siger, de ikke har penge,
men til PAC´erne .....? Hvordan i alverden kan man belønne
mennesker med op til 20.000 Quetzales (= 20.000 dkr) for at have myrdet
tusindvis af uskyldige?"
Francisco Perez Ramirez, talsmand for "Mayas sin Tierra":
"Under borgerkrigen myrdede hæren i ledtog med de paramilitære
mange af vores venner og naboer. Det virker helt forkert at de nu skal
tildeles erstatninger - de skulle i stedet spærres inde. Det er
vildt uretfærdigt!"
Og uretfærdigt er et ord, der på glimrende vis beskriver
de jordløses situation. Et andet medlem af organisationen, Janaro
Arrollo: " Som du selv kan se, så er plastikteltene ved at
gå i opløsning. De blæser omkuld i vinden og alting
bliver vådt. Og herfra kan vi se de rige, der kører forbi
i deres dyre biler........"
Ungerne har ikke modtaget undervisning i det seneste års tid,
for der er ingen skole i nærheden. I forsøget på
at overleve har familierne organiseret et rotations system, hvor mændene
skiftes til at søge arbejde, ofte som landarbejdere ude ved kysten
for en dagsløn på mellem 15 og 27 dkr, hvilket lige knap
nok rækker til dagen og vejen. Efter et par dages arbejde vender
mændene hjem, og et nyt hold tager så ud.
Den medicin man råder over, er helt utilstrækkelig og som
regel findes der ikke dén type medicin, der er brug for. Man
kan kun anvende det forurenede drikkevand fra grøfterne, da familierne
er blevet nægtet tilladelse til at bruge vandet fra den nærliggende
flod. Ved et tragisk uheld i marts måned druknede den 4-årige
Marina Marisela Ortiz Perez således i een af grøfterne.
"Mayas sin Tierra" hævder at de guatemaltekiske dagblade
har vildledt deres læsere om problemet. Under overskriften "Falske
id, smugling og penge" bragte "El Periodico" d. 18 marts
2002, således en reportage om familierne. I artiklen hævdes
det at "bz´erne" modtager mellem 500-1000 Quetzales
for at besætte landvejsrabatterne, at de er dybt involverede i
narkohandel, at de er i besideelse af våben og at Gilmar holder
sin sande identitet hemmelig.
Familierne afviser samtlige disse beskyldninger og generalsekretæren
forklarer at han for at sikre sig og sin familie imod forfølgelse
af og til anvender andre navne.
I paragraf 35 i den guatemaltekiske forfatning hedder det: "Alle,
der udsættes for anklager, har krav på offentligt at kunne
forsvare sig." Det forekommer derfor rimeligt at "El Periodico"
i det mindste skulle offentliggøre organisationes forsvar, men
efter 8 måneder venter familierne stadig på at kunne få
mulighed for at forklare sig i medierne.
Efter offentliggørelse af artiklen i "El Periodico"
har Gilmar modtaget adskillige dødstrusler. Blandt bønderne
er man enige om at de stammer fra de store landbesiddere ude ved kysten,
der lader Off-Roaders med tonede ruder og uden nummerplader, cirkulere
rundt i området flere gange dagligt. "Jeg tror ikke det hjælper
ret meget, selv om de slår mig ihjel - det vil bare styrke kammeraterne!"
siger Gilmar. " De lyver om os og hvis slår de os ihjel.,
vil de forklare, at det drejer sig om narkohandel." Organisationen
har endnu ikke taget stilling til, hvem de vil stemme på ved præsidentvalget
i 2003. "Måske forsvinder een af vores medlemmer, og man
vil sige, det var fordi vi blandede os i politik!" som generalsekretæren
udtrykker sig.
Gruppen er ved "at løbe tør" ..og derfor appelerer
man til det internationale samfund om bevågenhed. "Vi anmoder
på internationalt nievau om at presse myndighederne til at erkende
at også vi er guatemaltekere!" siger organisationens talsmand.
" Om vi så skulle være nødt til blive her i
årevis for at blive hørt...jamen, så gør vi
det. Vi holder fast ved at det er bedre at omkomme under forsøget
end at dø af sult!"