Vilkårlige henrettelser af børn
i Honduras
Gaëlle Sévenier (Monsun)
(1338 ord - 8587 anslag)
Iflg menneskerettighedsorganisationen "Casa Alianza"
er flere end 1400 børn og unge i alderen 10-23 blevet myrdede
i Honduras siden janaur 1998. Dødspatruljerne ankommer til de
større byers fattigkvarterer i biler med tonede ruder og udvælger
de unge som mål. Der bliver ikke foretaget efterforskninger af
drabene, der karakteriseres som "social udrensning".
Delmer bor i et fattigkvarter i San Pedro Sula, Honduras nststørste
by. Han er 23 og far til en datter på 1 ½. Tatoveringerne,
der dækker hele hans krop, skræmmer nu ikke pigen, der er
fuldt bevidst om den magt, hendes store sorte øjne har over hendes
far. Delmer blev optaget i gadebanden "Gang Sur", da han var
10 år gammel, efter hans far havde forladt hjemmet. "Gadebanden
blev min familie", forklarer Delmer. "Vi levede sammen. Hvis
een af os ikke havde noget at spise, så spiste ingen!" I
dag, hvor han deltager i et rehabiliteringsprogram efter mange af hans
venner og familie er blevet dræbt, frygter han for sit og sin
datters liv.
Fænomenet Gadebander - eller maras, som de hedder på spansk
- er et dagligt problem i Mellemamerika, men er I realiteten et produkt
"made in USA". Navnet "Mara" stammer fra ordet "Marabunta",
de afrikanske myrer, der ikke efterlader meget på deres vej. I
løbet af 60´erne antog de nordamerikanske gadebander navnet,
idet de var deres mål at invadere Los Angeles. De mellemamerikanske
emigranter kopierede bandestrukturen efter de vendte tilbage til deres
respektive lande.
Mange honduranske familier har stadig ikke formået at genvinde
deres levestandard efter orkanen "Mitch"´s hærgen
i november 1998. Økonomien kollapsede, mens indbyggerne blev
efterladt uden hjem og arbejde, og idag lever 300.000 børn på
gaden. For at genskabe dels en social identitet såvel som familiestrukturerne,
greb mange til kriminalitet som udvej ..og blev optagede i de ca. 500
gadebander, der anslåes at "operere" i Honduras.Flertallet
betragter teenagerne som værende en "social katastrofe",
der bør udryddes. Det er efterhånden kommet til det punkt,
hvor enhver ung med tatoveringer, hip-hop bukser, øreringe og
tætbarberede hoveder automatisk anses for at være farlige
udskud. Men bandemedlemmerne er i realiteten småunger i desperat
nød for social rehabilitering. Desværre har den honduranske
regering tilsyneladende besluttet sig for en anden løsningsmodel:
I november 2001, blev lederen af oppositionspartiet Partido Nacional,
Ricardo Maduro, valgt til præsident under valgmottoet "Ingen
Tolerance" og " Til krig imod kriminaliteten". Lige siden
har man været vidne til støt stigende antal vilkårlige
henrettelser af teenagere i Honduras.
Ricardo Maduro mistede selv en søn under et kidnapningsforsøg.
Rygter vil vide at præsidenten nu forsøger at få
hævn over gadebanderne ved at lukke øjnene for de drabene.
I løbet at de seneste år har regeringerne øget de
økonomiske resourcer til politi og de væbnede styrker,
der har været initiativer til nedsættelse af den kriminelle
lavalder fra 18 til 16 år , genindførelse af almindelig
værnepligt og senest har der været fremsat lovforslag om
at indføre dødsstraf. Til gengæld findes der ingen
programmer for social rehabilitering eller reintegration.
Delmer har selv gjort sig sine personlige erfaringer med politivolden.
Sidste gang han blev arresteret, var han på vej hjem fra begravelsen
af en ven. "Jeg sad og slappede af sammen med et par af mine kammerater",
fortæller han. " Poltiet ankom og beordrede os ind i patruljebilen.
De trak tøjet af mig og hængte mig op i benene, med hovedet
nedad. Så begyndte de at banke mig med et baseball bat. Een af
vennerne blev skudt i benet, da han forsøgte at flygte. Og egentlig
havde vi ikke gjort noget som helst, vi sad bare og slappede af. Men
politiet kan frit gøre hvad de vil med os unge
." Delmers
oplevelse er ikke enestående. Een af hans venner, Victor, blev
fornylig skudt i ryggen af en betjent, og Victor er nu invalideret for
livstid. Han var ikke medlem af en bande, hans forbrydelse bestod i
at have drukket sig fuld den aften, hvor politiet arresterede ham. "Politiet
oplyser at Victor forsøgte at flygte, og at han var en berygtet
kriminel" fortæller Delmer. "Men det er løgn,
men det er politiets forklaringer der bliver taget for pålydende
- aldrig vores!"
Vidneudsagn bekræfter at der mindst een gang om måneden
ankommer enten en "grå eller rød bil" til de
områder, hvor banderne har deres "revirer". De beordrer
ungerne til at klæde sig af for at kontrollere deres tatoveringer.
Hvis de er tatoverede, bliver de enten dræbt på stedet,
som regel med et nakkeskud, eller de bliver slæbt ind i bilen,
hvor de bliver udsat for tortur , for derefter at forsvinde sporløst.
Ingen ved med bestemthed, hvorfra dødspatruljerne kommer. Nogle
siger at politiet er involveret, men også private vagtkorps, anses
for at være medskyldige. Uanset hvem morderne er, så gør
den honduranske regering - iflg. Bruce Harris fra Casa Alianza - medskyldig
ved ikke i tilstrækkeligt omfang at undersøge og følge
op på sagerne. "Myndighedernes åbenlyse ansvarsforflygtigelse
kan i realiteten også opfattes som en tilskyndelse til andre om
at gribe til de samme ulovligligheder begået imod bandemedlemmerne."
Ricardo Torres, der er koordinator for organisationen" Paz y Justicia"s
rehabiliteringsprogram for unge kriminelle, vedgår at der "må
være nogle, der véd, hvad der foregår. Men der er
ingen, som ønsker offentligt at stå frem med anklagerne."
Altså lige med undtagelse af vice politikommissær, Maria
Luisa Borjas, der i oktober valgte at træde frem. Borjas, der
har været ansat i politiet i mere end 25 år, erklærede
at betjente har deltaget i henrettelserne af de formodede bandemedlemmer.
"Jeg har klare beviser på at bevismaterialer er blevet destrueret,
så det ikke var muligt at afslutte efterforskningerne" oplyste
hun. Myndighedernes medvirken har bl.a. bestået i aktiv medvirken
i henrettelserne!" Som en konsekvens af hendes offentlige erklæringer,
er Maria Borjas på det nærmeste blevet "udstødt"
blandt sine kolleger, og hun er blevet bedt om at søge forflytning.
Nogle af hendes underordnede er blevet afskedigede og hun disponerer
nu ikke længere over de nødvendige resourcer til at fortsætte
sin efterforskning. Senest er hun ligeledes begyndt at modtage anonyme
dødstrusler.
Nogle ganske få menneskerettighedsorganisationer har også
medvirket til at anmelde de vilkårlige henrettelser. Under et
besøg i Honduras, oplyste Asma Jahangir, der er repræsentant
for FN´s menneskerettighedskommission, at " her råder
tilstande, hvor børn uantastet bliver myrdede!" Hvad hun
erfarede under sit ophold " gjorde det tydeligt at børn
bliver myrdede af medlemmer af de Honduras sikkerhedsstyrker."
Ved en pressekonference i august 2002, oplyste lederen af CODEH, Honduras
officielle Menneskerettighedsorganisation, Andrés Pavón,
at "ikke kun politiet er ansvarlige for torturen - der er ligeledes
højtstående officerer indblandede." Selv den katolske
kirke har beklaget den officielle passivitet angående de 1400
drab på unge honduranere.
Den religiøse gruppe Mennonitternes organisation "Paz y
Justicia" bistår bandemedlemmerne i forsøget på
at blive reintegrede i det honduranske samfund. Een af de alvorligste
hindringer for denne sociale "genoptagelse" er de tidlige
bandemedlemmers mange tatoveringer, som kan være ensbetydende
med dødsstraf, hvis de bliver taget af politiet. Desuden er det
ofte en betingelse for at få et job, at man skal klæde sig
af foran arbejdsgiveren
hvis ansøgeren er tatoveret, bliver
han eller hun simpelthen ikke antaget. At fjerne tatoveringerne ved
hjælp af laser er rasende dyrt og ingen af gadeungerne råder
over sådanne beløb. "Paz y Justicia" har imidlertid
fundet en metode, der med infrarød strålebehandling kan
rense huden. Det er en langsommelig og pinefuld proces, men ikke desto
mindre meldte 200 teenagere sig den første dag, organisationen
åbnede for tilbuddet.
"Paz y Justicia" beklager at 25 ud af 60 unge, der har deltaget
i organisationens reintegrationsprogram, nu er døde. "Det
gør ondt at nogle af de unge, der har vaeret hos i mere end 2
år, er blevet dræbt", udtaler Ricardo Torres. Hans
medarbejder Denis Mata mener at løsningen består i at tilbyde
bedre uddannelse til politiet. "Vi fortsætter vores arbejde
i al stilhed - vi er ikke ude på at blive berømte, vi er
ikke helte. Vi ville bare gerne tage os af de unge, så de bliver
klare over at de findes forståelse og solidaritet, at det er muligt
een dag at gøre deres drømme til virkelighed."